Det travle liv

Så er vi så småt faldet på plads!

For alvor er vi i gang, hvor vi i denne uge både har haft undervisning og været i klinik. Vi startede ugen med undervisning på Bilim Universitetet. Vores undervisningsprogrammer er designet lige efter vores modulbeskrivelser, og undervisningen foregår individuelt - hvor vi sidder alene med underviseren.

Jeg er i denne uge blevet undervist i health promotion of newborns and children og public health and primary and secondary prevention. Underviserne er dygtige professorer, der er rigtig gode inde for deres felt. Derudover foregår det på tyrkisk, hvilket er nyt for mig. Det har været rigtig godt, og jeg gik derfra med en masse nyttig viden - som jeg gør brug af i klinikken.

Det er rigtig rart, at de har tilrettelagt hvert eneste undervisningstime efter vores modulbeskrivelse, så de tilpasser programmet efter os og ikke omvendt (som det var i starten).

De resterende dage foregik i klinikken, hvor vi fortsat er på børne amb. Der er ikke altid lige meget at lave, da der tit er meget stille på afdelingen.

Jeg får observeret en masse, og sluger alt til mig. I denne uge er jeg kommer mere i dialog med patienterne (børnene) og deres familier.

Derudover kommer en underviser fra skolen ud til os hver morgen, og spørger ind til os og om hvordan vi har det. Vi får reflekteret med hende, og snakket om forskellene i sundhedsvæsenet mellem Danmark og Tyrkiet. Hun får observeret os, og dannet sig et overblik over hvordan det går med os.

Vi er de første Erasmus studerende på Florence Nightingale hospitalet i Kadiköy, som gør, at vi får en masse opmærksomhed. Allerede de første par dage var snakken begyndt, og folk hviskede "se, det er de studerende fra Danmark" når vi gik forbi dem. Der har også været nogle forbi for at hilse på os, hvor de kiggede på os med overraskede øjne. Deres overraskelse var pga vores sprog, da vi taler godt tyrkisk, og at man ikke kan høre, at vi er fra Danmark. Det er rigtig hyggeligt at snakke med personalet, og kunne udveksle viden og tanker om forskellige emner, som bliver taget op på international basis - altså Danmark og Tyrkiet. Her får vi indsigt i ligheder og forskelle mellem landene, hvilket vi bliver kloge på.

Vinteren er så småt begyndt at kunne mærkes, hvor vi i denne uge er kommet under de 10 grader, og er begyndt at have jakker på. Dette stopper os selvfølgelig ikke i at komme ud og opleve byen.
Jeg har været på bogmesse, hvor jeg mødte Henrik Brun. Han var her for at fortælle om sin nye bog, der er oversat til tyrkisk af min chef Sadi Tekelioglu og udgivet i landet.
Også er jeg på opdagelse af små hyggelige cafeer, både i indre by men også ud til en fantastisk udsigt som bosphorus.

Da Istanbul er en by med mange indbyggere, er trafikken ekstrem. Der er myldretid 24 timer i døgnet, og man skal sætte mange timer af på transport. Dette gør også, at man får gode oplevelser med på vejen, hvor man får snakket med forskellige mennesker og får mærket folket i andre situationer.

Det må være mine ord for denne uge... Nu vil jeg starte min søndag morgen med en kop kaffe og derefter tage ud og gå en lang tur langs vandet. Hvert eneste minut skal nydes i fulde drag. :)

Hektisk uge

Så er vores første uge overstået. Ja, overstået. Vi startede ude på Bilim Universitetet om mandagen, hvor vi blev taget imod af en lektor. Hun havde lavet en plan til os, men sat mig på intensiv afdeling. Derudover skulle jeg have teoriundervisning der skulle munde ud i en eksamen. Det var en hård dag for os, hvor vi prøvede at forklare hvad modulet indebærer og hvad det vil sige at være Erasmus studerende – at jeg ikke skal til eksamen.

Dette er Bilim Universitetets kampus for sygeplejestuderende. Bygningen er meget lille og gemt bag en metro station. Det tager os 1-2 timer at komme derud, så vi har lidt transport at se til. 

De første par dage gik med at finde ud af, hvad vi skulle lave. Vores program blev så skiftet, og tilrettelagt efter aftalen. Onsdag startede vi (endelig) på afdelingen.

Vores nye program er 4 uger på børne ambulatorium og de sidste 6 uger på geriatrisk. Derudover har jeg 3 timers undervisning om ugen, men jeg ved ikke hvad jeg skal undervises i (endnu). Jeg kommer til at skulle have 3 timers undervisning om tirsdagen, og være i klinik 8-17 fra onsdag-fredag.

Det har været en hård start for os, hvor vi var meget frustrerede og ked af det i et fremmed land. Dog har det været rart og godt at starte ude i klinikken, hvor der blev taget godt imod os.

Første dag i klinikken. Vi har fået udleveret to sæt kitler, og skal selv sørge for at vaske dem hjemme. De er desværre ikke i så god stand, hvor der er indtørrede blodpletter på og huller i. Man bruger ikke kort her, så der er ingen der har et navneskilt/kort hængende på sin kittel. 

Vi har i denne uge observeret og orienteret os på afdelingen. Da det er et privat og dyrt (!) hospital, er det den rige del af befolkningen der kommer. Sygeplejerskerne på afdelingen står for blodprøver og vacciner af små børn. Da det er et ambulatorium, er det korte besøg vi har af patienterne. Der er tre læger tilknyttet afdelingen, hvor man kommer til konsultation. Lægerne har hver deres assistent tilknyttet, der tager imod patienten og er med dem inde hos lægen. De står for alle de praktiske opgaver, og skal sørge for, at alt er i orden hos patienten. Hvis lægen vil have taget prøver, kommer patienten ind til os og får taget prøver. Derudover er der vaccine dage der bliver afholdt to gange om måneden. Patienternes alder er afvigende, vi får både nyfødte børn men også større børn i 11-12 alderen.

Min første observation for min første uge har været hygiejnen på hospitalet, hvor jeg har gjort mig nogle tanker, og sammenlignet med Danmark.

Neglelak, ringe og ure er tilladt i Tyrkiet. Sygeplejerskerne har alle former for smykker på. Dette er vi ikke vant til i Danmark, og derfor var det et af de ting der fyldte meget for mig den første dag.

Håndhygiejne vægtes heller ikke meget yderligere, der er ikke sprit ved hvert hjørne som i Danmark. Inde på stuerne vaskes hænderne overfladisk med vand og sæbe som det eneste. Der er kun håndsprit i venteværelset, hvis patienter og pårørende skulle have lyst til at benytte sig af det.

Dette var også et af de ting vi snakkede om med personalet. Da de så mit sygeplejeur jeg havde hængende på min kittel, spurgte de undrende ind til uret. Jeg fortalte dem kort om det danske sundhedssystem, og at vi ikke har smykker eller neglelak på. Dette var meget mærkeligt for dem, og de kunne ikke forstå hvorfor det skulle være forbudt. Det var ikke noget de tænkte over yderligere.

Den klinisk ansvarlige sygeplejerske for studerende spurgte blandt andet ind til uret, og spurgte hvorfor vi havde sådan et ur på, men inden vi nåede at svare på spørgsmålet, sagde hun selv, at det måtte være for hygiejnen og smittespredens skyld. Dog tilføjede hun ”ja, vi burde jo også bruge dem. Men jeg kan simpelthen ikke undvære mit armbåndsur. Jeg vil dog overveje sygeplejeuret til specielle begivenheder i det private. Det vil være et smukt smykke på brystet”.

Derudover har jeg de første dage observeret, at sygeplejerskerne i Tyrkiet har al arbejdet på fingerspidserne. De er fleksible, og kan klare en masse ting på kort tid i et hektisk miljø. Da de er vant til blodprøvetagninger eller iv-medicin, klarer de opgaverne meget hurtigt og er meget fingernemme. Det er de nærmest oplært til.

Dette er en forskel i forhold til Danmark, da der er forskellige professioner der tager sig af de forskellige arbejdsopgaver og indgår alle i et samarbejde. I Tyrkiet klarer sygeplejersken det hele, og indgår kun i dialog med lægen – hvis det er nødvendigt. Der foregår ingen fælles konferencer, men de får kun besked fra lægen over e-systemet, hvis der skulle være noget.

Sygeplejerskerne arbejder altså lidt monofagligt og uafhængigt fra andre professioner.

Det var min første uges observationer og tanker. Jeg er spændt på at komme i gang for alvor i næste uge. Der skal jeg både til samtale/undervisning på skolen og være i klinik igen, hvor jeg får lov at være mere med og udføre noget selv.

Første uge...

Så er jeg landet og er ved at falde på plads hernede!

Da jeg kom, flyttede jeg ind i min lejlighed der ligger centralt i Kadiköy og endda 2 km væk fra et af Florence Nightingale hospitalerne. Derfor krydser jeg selvfølgelig fingre for, at det er det hospital jeg bliver tilknyttet. Det vil være en stor lethed for mig, når skal så tidligt op om morgenen. Da Istanbul er en by med omkring 15 mio indbyggere, er der også en del trafik og det er en travl by. Derfor vil det være rigtig rart at være bo tæt på hospitalet, men nu må vi se hvad vi finder ud til mødet.

På min første dag skal jeg over på den Europæiske del af Istanbul, som jeg også skrev i mit tidligere indlæg. Der kan jeg enten vælge at sejle over, og nyde 20 minutter ude på det blå, og den skønne friske luft midt på Bosphorus. Ellers kan jeg vælge at tage offentligt transport som metrobus eller bus. I byen er der to store broer, der forbinder de to bydele sammen. Den Anatolske del er lidt mere rolig i forhold til den Europæiske, der godt kan være lidt kaotisk for en der kommer fra ”lille” Danmark.

På den Europæiske del er der en masse turistattraktioner, som museer moskeer og gamle bygader. Det er en travl by, og man kan godt forsvinde lidt i mængden. Man skal altid være vågen, hvilket er noget man skal vænne sig til, når man kommer fra Danmark. Derudover er den tyrkiske kultur meget åben, og man føler sig velkommen i menneskemængden.

Når jeg går på gaden, eller sidder i bussen møder jeg tit nogle mennesker der kommer hen til mig og vil snakke med mig. Det er en kultur der er meget anderledes fra den danske, men som ikke ligger så langt fra mig, da jeg selv er af tyrkisk afstamning. Folk er åbne og man føler sig ikke tabt i mængden. Hvis man har brug for hjælp, bliver man hjulpet på vejen med et smil. Dette har gjort, at jeg meget hurtigt faldt til i byen.

Mine første dage blev brugt på at bevæge mig lidt rundt og set hvad der er i området hvor jeg bor. Jeg bor i en lejlighed på 3. Sal, med en udsigt ud til en travl gade og en beliggenhed på 400 meter til Fenerbahces stadion.

Jeg har lavet det jeg følte jeg havde brug for, som at ordne de praktiske ting inden min start på hospitalet. Så har jeg set nogle venner jeg ikke har set længe. Det er en kæmpe fordel for mig, at jeg i forvejen har omgangskreds hernede. Derudover har jeg min veninde fra studiet, som også skal have praktikophold på hospitalet sammen med mig. Vi har sammen haft nogle rigtig hyggelige dage, og fået tilrettelagt os.

På mandag går det hele løs, og nu føler vi os helt klar til det! Jeg føler mig allerede hjemme her.

Jeg vil skrive videre i næste uge, og fortælle jer om min første uge på hospitalet…