Så er vi så småt faldet på plads!
For alvor er vi i gang, hvor vi i denne uge både har haft undervisning og været i klinik. Vi startede ugen med undervisning på Bilim Universitetet. Vores undervisningsprogrammer er designet lige efter vores modulbeskrivelser, og undervisningen foregår individuelt - hvor vi sidder alene med underviseren.
Jeg er i denne uge blevet undervist i health promotion of newborns and children og public health and primary and secondary prevention. Underviserne er dygtige professorer, der er rigtig gode inde for deres felt. Derudover foregår det på tyrkisk, hvilket er nyt for mig. Det har været rigtig godt, og jeg gik derfra med en masse nyttig viden - som jeg gør brug af i klinikken.
Det er rigtig rart, at de har tilrettelagt hvert eneste undervisningstime efter vores modulbeskrivelse, så de tilpasser programmet efter os og ikke omvendt (som det var i starten).
De resterende dage foregik i klinikken, hvor vi fortsat er på børne amb. Der er ikke altid lige meget at lave, da der tit er meget stille på afdelingen.
Jeg får observeret en masse, og sluger alt til mig. I denne uge er jeg kommer mere i dialog med patienterne (børnene) og deres familier.
Derudover kommer en underviser fra skolen ud til os hver morgen, og spørger ind til os og om hvordan vi har det. Vi får reflekteret med hende, og snakket om forskellene i sundhedsvæsenet mellem Danmark og Tyrkiet. Hun får observeret os, og dannet sig et overblik over hvordan det går med os.
Vi er de første Erasmus studerende på Florence Nightingale hospitalet i Kadiköy, som gør, at vi får en masse opmærksomhed. Allerede de første par dage var snakken begyndt, og folk hviskede "se, det er de studerende fra Danmark" når vi gik forbi dem. Der har også været nogle forbi for at hilse på os, hvor de kiggede på os med overraskede øjne. Deres overraskelse var pga vores sprog, da vi taler godt tyrkisk, og at man ikke kan høre, at vi er fra Danmark. Det er rigtig hyggeligt at snakke med personalet, og kunne udveksle viden og tanker om forskellige emner, som bliver taget op på international basis - altså Danmark og Tyrkiet. Her får vi indsigt i ligheder og forskelle mellem landene, hvilket vi bliver kloge på.
Vinteren er så småt begyndt at kunne mærkes, hvor vi i denne uge er kommet under de 10 grader, og er begyndt at have jakker på. Dette stopper os selvfølgelig ikke i at komme ud og opleve byen.
Jeg har været på bogmesse, hvor jeg mødte Henrik Brun. Han var her for at fortælle om sin nye bog, der er oversat til tyrkisk af min chef Sadi Tekelioglu og udgivet i landet.
Også er jeg på opdagelse af små hyggelige cafeer, både i indre by men også ud til en fantastisk udsigt som bosphorus.
Da Istanbul er en by med mange indbyggere, er trafikken ekstrem. Der er myldretid 24 timer i døgnet, og man skal sætte mange timer af på transport. Dette gør også, at man får gode oplevelser med på vejen, hvor man får snakket med forskellige mennesker og får mærket folket i andre situationer.
Det må være mine ord for denne uge... Nu vil jeg starte min søndag morgen med en kop kaffe og derefter tage ud og gå en lang tur langs vandet. Hvert eneste minut skal nydes i fulde drag. :)
Hverdagen hos en sygeplejerskestuderende der er på 10 ugers praktikophold på Florence Nightingale hospitalet i Istanbul.
lørdag den 22. november 2014
søndag den 16. november 2014
Hektisk uge
Så er vores første uge overstået. Ja, overstået. Vi startede
ude på Bilim Universitetet om mandagen, hvor vi blev taget imod af en lektor.
Hun havde lavet en plan til os, men sat mig på intensiv afdeling. Derudover
skulle jeg have teoriundervisning der skulle munde ud i en eksamen. Det var en
hård dag for os, hvor vi prøvede at forklare hvad modulet indebærer og hvad det
vil sige at være Erasmus studerende – at jeg ikke skal til eksamen.
![]() |
| Dette er Bilim Universitetets kampus for sygeplejestuderende. Bygningen er meget lille og gemt bag en metro station. Det tager os 1-2 timer at komme derud, så vi har lidt transport at se til. |
Vores nye program er 4 uger på børne ambulatorium og de
sidste 6 uger på geriatrisk. Derudover har jeg 3 timers undervisning om ugen,
men jeg ved ikke hvad jeg skal undervises i (endnu). Jeg kommer til at skulle
have 3 timers undervisning om tirsdagen, og være i klinik 8-17 fra
onsdag-fredag.
Det har været en hård start for os, hvor vi var meget
frustrerede og ked af det i et fremmed land. Dog har det været rart og godt at
starte ude i klinikken, hvor der blev taget godt imod os.
Min første observation for min første uge har været
hygiejnen på hospitalet, hvor jeg har gjort mig nogle tanker, og sammenlignet
med Danmark.
Neglelak, ringe og ure er tilladt i Tyrkiet.
Sygeplejerskerne har alle former for smykker på. Dette er vi ikke vant til i
Danmark, og derfor var det et af de ting der fyldte meget for mig den første
dag.
Håndhygiejne vægtes heller ikke meget yderligere, der er
ikke sprit ved hvert hjørne som i Danmark. Inde på stuerne vaskes hænderne
overfladisk med vand og sæbe som det eneste. Der er kun håndsprit i
venteværelset, hvis patienter og pårørende skulle have lyst til at benytte sig
af det.
Dette var også et af de ting vi snakkede om med personalet.
Da de så mit sygeplejeur jeg havde hængende på min kittel, spurgte de undrende
ind til uret. Jeg fortalte dem kort om det danske sundhedssystem, og at vi ikke
har smykker eller neglelak på. Dette var meget mærkeligt for dem, og de kunne
ikke forstå hvorfor det skulle være forbudt. Det var ikke noget de tænkte over
yderligere.
Den klinisk ansvarlige sygeplejerske for studerende spurgte blandt andet ind til
uret, og spurgte hvorfor vi havde sådan et ur på, men inden vi nåede at svare
på spørgsmålet, sagde hun selv, at det måtte være for hygiejnen og
smittespredens skyld. Dog tilføjede hun ”ja, vi burde jo også bruge dem. Men jeg
kan simpelthen ikke undvære mit armbåndsur. Jeg vil dog overveje sygeplejeuret
til specielle begivenheder i det private. Det vil være et smukt smykke på
brystet”.
Derudover har jeg de første dage observeret, at
sygeplejerskerne i Tyrkiet har al arbejdet på fingerspidserne. De er fleksible,
og kan klare en masse ting på kort tid i et hektisk miljø. Da de er vant til
blodprøvetagninger eller iv-medicin, klarer de opgaverne meget hurtigt og er
meget fingernemme. Det er de nærmest oplært til.
Dette er en forskel i forhold til Danmark, da der er
forskellige professioner der tager sig af de forskellige arbejdsopgaver og
indgår alle i et samarbejde. I Tyrkiet klarer sygeplejersken det hele, og
indgår kun i dialog med lægen – hvis det er nødvendigt. Der foregår ingen
fælles konferencer, men de får kun besked fra lægen over e-systemet, hvis der
skulle være noget.
Sygeplejerskerne arbejder altså lidt monofagligt og
uafhængigt fra andre professioner.
Det var min første uges observationer og tanker. Jeg er
spændt på at komme i gang for alvor i næste uge. Der skal jeg både til
samtale/undervisning på skolen og være i klinik igen, hvor jeg får lov at være
mere med og udføre noget selv.
fredag den 7. november 2014
Første uge...
Så er jeg landet og er ved at falde på plads hernede!
Da jeg kom, flyttede jeg ind i min lejlighed der ligger
centralt i Kadiköy og endda 2 km væk fra et af Florence Nightingale
hospitalerne. Derfor krydser jeg selvfølgelig fingre for, at det er det hospital
jeg bliver tilknyttet. Det vil være en stor lethed for mig, når skal så tidligt
op om morgenen. Da Istanbul er en by med omkring 15 mio indbyggere, er der også
en del trafik og det er en travl by. Derfor vil det være rigtig rart at være bo
tæt på hospitalet, men nu må vi se hvad vi finder ud til mødet.
På min første dag skal jeg over på den Europæiske del af
Istanbul, som jeg også skrev i mit tidligere indlæg. Der kan jeg enten vælge at
sejle over, og nyde 20 minutter ude på det blå, og den skønne friske luft midt
på Bosphorus. Ellers kan jeg vælge at tage offentligt transport som metrobus
eller bus. I byen er der to store broer, der forbinder de to bydele sammen. Den
Anatolske del er lidt mere rolig i forhold til den Europæiske, der godt kan
være lidt kaotisk for en der kommer fra ”lille” Danmark.
På den Europæiske del er der en masse turistattraktioner,
som museer moskeer og gamle bygader. Det er en travl by, og man kan godt
forsvinde lidt i mængden. Man skal altid være vågen, hvilket er noget man skal
vænne sig til, når man kommer fra Danmark. Derudover er den tyrkiske kultur
meget åben, og man føler sig velkommen i menneskemængden.
Når jeg går på gaden, eller sidder i bussen møder jeg tit
nogle mennesker der kommer hen til mig og vil snakke med mig. Det er en kultur
der er meget anderledes fra den danske, men som ikke ligger så langt fra mig,
da jeg selv er af tyrkisk afstamning. Folk er åbne og man føler sig ikke tabt i
mængden. Hvis man har brug for hjælp, bliver man hjulpet på vejen med et smil.
Dette har gjort, at jeg meget hurtigt faldt til i byen.
Mine første dage blev brugt på at bevæge mig lidt rundt og
set hvad der er i området hvor jeg bor. Jeg bor i en lejlighed på 3. Sal, med
en udsigt ud til en travl gade og en beliggenhed på 400 meter til Fenerbahces
stadion.
Jeg har lavet det jeg følte jeg havde brug for, som at ordne
de praktiske ting inden min start på hospitalet. Så har jeg set nogle venner
jeg ikke har set længe. Det er en kæmpe fordel for mig, at jeg i forvejen har
omgangskreds hernede. Derudover har jeg min veninde fra studiet, som også skal
have praktikophold på hospitalet sammen med mig. Vi har sammen haft nogle
rigtig hyggelige dage, og fået tilrettelagt os.
På mandag går det hele løs, og nu føler vi os helt klar til
det! Jeg føler mig allerede hjemme her.
Jeg vil skrive videre i næste uge, og fortælle jer om min
første uge på hospitalet…
Abonner på:
Kommentarer (Atom)


