Hektisk uge

Så er vores første uge overstået. Ja, overstået. Vi startede ude på Bilim Universitetet om mandagen, hvor vi blev taget imod af en lektor. Hun havde lavet en plan til os, men sat mig på intensiv afdeling. Derudover skulle jeg have teoriundervisning der skulle munde ud i en eksamen. Det var en hård dag for os, hvor vi prøvede at forklare hvad modulet indebærer og hvad det vil sige at være Erasmus studerende – at jeg ikke skal til eksamen.

Dette er Bilim Universitetets kampus for sygeplejestuderende. Bygningen er meget lille og gemt bag en metro station. Det tager os 1-2 timer at komme derud, så vi har lidt transport at se til. 

De første par dage gik med at finde ud af, hvad vi skulle lave. Vores program blev så skiftet, og tilrettelagt efter aftalen. Onsdag startede vi (endelig) på afdelingen.

Vores nye program er 4 uger på børne ambulatorium og de sidste 6 uger på geriatrisk. Derudover har jeg 3 timers undervisning om ugen, men jeg ved ikke hvad jeg skal undervises i (endnu). Jeg kommer til at skulle have 3 timers undervisning om tirsdagen, og være i klinik 8-17 fra onsdag-fredag.

Det har været en hård start for os, hvor vi var meget frustrerede og ked af det i et fremmed land. Dog har det været rart og godt at starte ude i klinikken, hvor der blev taget godt imod os.

Første dag i klinikken. Vi har fået udleveret to sæt kitler, og skal selv sørge for at vaske dem hjemme. De er desværre ikke i så god stand, hvor der er indtørrede blodpletter på og huller i. Man bruger ikke kort her, så der er ingen der har et navneskilt/kort hængende på sin kittel. 

Vi har i denne uge observeret og orienteret os på afdelingen. Da det er et privat og dyrt (!) hospital, er det den rige del af befolkningen der kommer. Sygeplejerskerne på afdelingen står for blodprøver og vacciner af små børn. Da det er et ambulatorium, er det korte besøg vi har af patienterne. Der er tre læger tilknyttet afdelingen, hvor man kommer til konsultation. Lægerne har hver deres assistent tilknyttet, der tager imod patienten og er med dem inde hos lægen. De står for alle de praktiske opgaver, og skal sørge for, at alt er i orden hos patienten. Hvis lægen vil have taget prøver, kommer patienten ind til os og får taget prøver. Derudover er der vaccine dage der bliver afholdt to gange om måneden. Patienternes alder er afvigende, vi får både nyfødte børn men også større børn i 11-12 alderen.

Min første observation for min første uge har været hygiejnen på hospitalet, hvor jeg har gjort mig nogle tanker, og sammenlignet med Danmark.

Neglelak, ringe og ure er tilladt i Tyrkiet. Sygeplejerskerne har alle former for smykker på. Dette er vi ikke vant til i Danmark, og derfor var det et af de ting der fyldte meget for mig den første dag.

Håndhygiejne vægtes heller ikke meget yderligere, der er ikke sprit ved hvert hjørne som i Danmark. Inde på stuerne vaskes hænderne overfladisk med vand og sæbe som det eneste. Der er kun håndsprit i venteværelset, hvis patienter og pårørende skulle have lyst til at benytte sig af det.

Dette var også et af de ting vi snakkede om med personalet. Da de så mit sygeplejeur jeg havde hængende på min kittel, spurgte de undrende ind til uret. Jeg fortalte dem kort om det danske sundhedssystem, og at vi ikke har smykker eller neglelak på. Dette var meget mærkeligt for dem, og de kunne ikke forstå hvorfor det skulle være forbudt. Det var ikke noget de tænkte over yderligere.

Den klinisk ansvarlige sygeplejerske for studerende spurgte blandt andet ind til uret, og spurgte hvorfor vi havde sådan et ur på, men inden vi nåede at svare på spørgsmålet, sagde hun selv, at det måtte være for hygiejnen og smittespredens skyld. Dog tilføjede hun ”ja, vi burde jo også bruge dem. Men jeg kan simpelthen ikke undvære mit armbåndsur. Jeg vil dog overveje sygeplejeuret til specielle begivenheder i det private. Det vil være et smukt smykke på brystet”.

Derudover har jeg de første dage observeret, at sygeplejerskerne i Tyrkiet har al arbejdet på fingerspidserne. De er fleksible, og kan klare en masse ting på kort tid i et hektisk miljø. Da de er vant til blodprøvetagninger eller iv-medicin, klarer de opgaverne meget hurtigt og er meget fingernemme. Det er de nærmest oplært til.

Dette er en forskel i forhold til Danmark, da der er forskellige professioner der tager sig af de forskellige arbejdsopgaver og indgår alle i et samarbejde. I Tyrkiet klarer sygeplejersken det hele, og indgår kun i dialog med lægen – hvis det er nødvendigt. Der foregår ingen fælles konferencer, men de får kun besked fra lægen over e-systemet, hvis der skulle være noget.

Sygeplejerskerne arbejder altså lidt monofagligt og uafhængigt fra andre professioner.

Det var min første uges observationer og tanker. Jeg er spændt på at komme i gang for alvor i næste uge. Der skal jeg både til samtale/undervisning på skolen og være i klinik igen, hvor jeg får lov at være mere med og udføre noget selv.